5 år ago · Frankoch · 0 comments
Traumer
Traume:
Har du været udsat for en chokerende oplevelse/et traume, som du ikke har fået bearbejdet eller talt om og som påvirker din hverdag, så læs gerne videre og bliv inspireret til hvordan traumer kan opstå i vores fortid, hvordan det kan påvirke os i nutiden og hvordan vi sammen kan arbejde med dette.
Ordet traume betyder sår eller skade. Det kan f.eks. være et psykisk traume som kan indfinde sig, som følge af noget akut, en uventet og chokerende begivenhed fx trafikuheld, voldsoverfald mv.
Når man taler om traumatiske hændelser, så taler man om situationer – nogle gange over tid eller gentagne gange, hvor man har følt sig truet på livet eller sin sikkerhed. Måske er personen blevet behandlet som en ting/objekt uden hensyn til vedkommendes behov og grænser.
Man kan derfor sige, at et traume opstår, når noget skræmmende, chokerende eller rystende opstår og som skaber et sår på sjælen og som gør det svært at fungere normalt efterfølgende. Dette kan være i en kortere eller længere periode og når der er rystelser i fortiden, som viser sig i nutiden.
Ifølge en Australsk psykiater Russell Meares opstår en traumatisering når betydningsfulde og højt værdsatte måder at være i verden på, nedgøres eller ødelægges. F.eks. når barnet forhindres i at udvikle tilstrækkeligt værdifunderede erfaringer og personen ikke kan mærke sig selv og man ikke længere føler sig som sig selv eller ikke ved hvem man er.
Tryghed er en forudsætning for selvets udvikling, men hvis man vokser op med vold og verbal nedgørelse, så er ens opvækst ikke præget af tryghed, men det modsatte. For et barn kan krænkelser af selvet fx være i form af mobning, verbale eller fysiske overgreb. For voksne kan selvet blive krænket ved vold, skilsmisse, utroskab, fyring m.v.
Hvis man ikke får bearbejdet traumet, kan det sætte sig i kroppen i form af spændinger, uro, smerter, søvnforstyrrelser, forstyrrende tanker og minder om oplevelsen, angstanfald og en fornemmelse af at kroppen er i alarmberedskab hele tiden. Når kroppen er i alarmberedskab, kan man risikere, at det påvirker ens hverdag.
Kroppen glemmer aldrig og traumet lagrer sig i vores nervesystem og kan sætte sig som fastlåst energi i kroppen.
Hvis man ikke har haft mulighed for at opbygge en selvfølelse og tilstrækkelig selvkærlighed eller har nok kendskab til ikke-voldelige måder at genoprette sig selv på, kan der være fare for, at man selv griber til vold, i forsøget på at fjerne skamfølelsen. Vrede og vold beskytter mod skamfølelse, fordi vrede hurtigt overskygger følelsen af ydmygelse.
Når jeg som terapeut skal tale med en som har været udsat for et traume, så er det muligt at hjælpe mennesker til at stå på bredden i deres eget liv og derfra have tilstrækkelig følelsesmæssig afstand til at kunne betragte og reflektere over ”floden” af traumatiserende hændelser, uden at blive trukket væk fra sig selv af flodens ubehagelige bølger af følelser og sanseindtryk.
Det betyder at der skal være en konstant bevægelse mellem nu og dengang, så man hele tiden har et fast sted at stå, hvor smerten kan mærkes og hvor tankerne kan være klare. Hvis man kommer for langt ud i floden og personen ikke føler at de har et fast ståsted, vil det ikke være muligt at tale om alternative fortællinger, da tankerne og følelserne bliver fastlåste og dermed uden mulighed for at skabe nye narrativer.
Når man som terapeut arbejder med traume, er det min opgave, at samle de brudte fragmenter til en hel fortælling og muliggøre, at det ubærlige som er sket, kan blive til et sammenhængende hændelsesforløb
Når jeg arbejder med traume, benytter jeg mig af en særlig bevægelse i samtalen. Jeg er af den opfattelse, at der kan ske en bevægelse, når man taler om det der skete, hvad det værste øjeblik var, hvad der gik i stykker, hvilken færdigheder og værdier der er på spil og hvad personerne var glade for at de gjorde. Samt hvilke værdier personen lever med i dag.
Så sammen finder vi ind til sårbarheden og alt det du også er, så du kan leve uden skylden, skammen og hvor smerten ikke bliver det dominerende. Så du kan leve i nutiden, med de værdier som er vigtige for dig, for at leve det liv du gerne vil leve.
Categories: Uncategorized